Der er stor debat om, hvor mange gange om ugen man bør træne og udøve motion. Der er ingen tvivl om, at vi bør træne regelmæssigt for at holde os i form – endda ret ofte. Men der er også et punkt, hvor det bliver for meget, så det handler om at finde det gyldne middelpunkt.

Desuden handler det om at mærke efter i kroppen og tage eget motionsniveau med i betragtningen. Vi er alle forskellige og har forskellige vaner.

Men lad os alligevel se nærmere på spørgsmålet: Hvor mange gange om ugen skal man træne for at opnå optimal sundhed og komme i god form?

Styrketræning

Hvis du er ambitiøs omkring din styrketræning, er der ingen vej udenom, at du bør træne mindst tre gange om ugen. Mindre end det vil ikke give dig optimerede resultater.

Man kan også sagtens argumentere for, at det er bedst at træne mere end tre dage. Nogle vil mene helt op til seks dage. Men det afhænger ret meget af rutinen: Hvis du kører full-body ved hver styrketræningssession, er det selvfølgelig bedst med en hviledag imellem hver træning. I så fald er tre dage om ugen perfekt. Kører du derimod en splitrutine, hvor du træner pull/push/ben eller et split som bryst/ryg/ben/arme/skuldre/mave, kan du nemt træne seks dage om ugen uden at bekymre dig synderligt om overtræning o.l.

Intensiteten er også vigtig i denne forbindelse: Hvis du giver dig 100% i centeret hver eneste gang, er det vigtigere med hvile, end det er, hvis du primært er den sociale type der møder op i centeret med vennerne og holder lange pauser mellem dine sæt.

Det er altså i høj grad noget, du skal afgøre med dig selv, og din rutine er relevant i den forbindelse. Vi anbefaler en hviledag om ugen uanset hvad, men om du træner 3 eller 6 dage (eller måske noget derimellem) er noget, som du bedst selv kan finde frem til.

Konditionstræning

Det er ikke klogt at løbe hver eneste dag. Det giver udmattelse i længden. Dog kan du sagtens løbe flere gange om ugen – helt op til 5-6 gange, hvilket jo næsten er hver dag – hvis du er meget ambitiøs omkring din konditionstræning. Professionelle løbere og cykelryttere træner meget, men de er også professionelle. For almindeligt mennesker er det klogest at tage hviledage, når vi har brug for det.

Meget tyder på, at konditionstræning er bedst 3-4 gange om ugen. Det giver dig mulighed for at løbe ofte og forbedre din præstation mærkbart. Men det udmatter dig ikke i længden, og det giver samtidig tid og plads til andre motionsformer.

Husk i øvrigt at få styr på udstyret. I forbindelse med løbetræning er det vigtigt med gode sko og reflekser. Når du cykler, skal du naturligvis have en god cykel, og om vinteren kan det give mening med en motionscykel derhjemme.

Sport

Sportsgrene er forskellige, men hvis vi tager udgangspunkt i de mest almindelige sportsdiscipliner som fodbold, håndbold, basketball, tennis og badminton, så tyder alt på, at du sagtens kan træne dem flere gange om ugen – tæt på hver dag.

Det ideelle er nok at træne hver anden dag, hvis du er udøver på hobbybasis. Hvis du er professionel (eller har aspirationer om at blive professionel) står der formentligt intet i vejen for at træne hver dag – så længe du husker at mærke efter i kroppen og tager en hviledag, når kroppen har brug for det. De fleste topatleter træner alle ugens dage, men snupper indimellem en hviledag.

I de hårdeste sportsgrene er det dog smart at tage mindst én ugentlig hviledag. Amerikanske fodboldspillere træner typisk 4-5 dage om ugen, har én kampdag og 1-2 hviledage på en gennemsnitlig uge i midten af sæsonen. Mange almindelige fodbold- og håndboldspillere træner hver eneste dag. Der er også forskel på intensiteten, og nogle gange kan man skrue op eller ned efter behov. Hvis du går til sport, vil din træner sikkert kunne instruere dig i, hvor ofte du bør træne.

Koordination og balance

Disse ting kan trænes lige så ofte, som du har brug for det. Du kan træne koordination og balance hver dag uden at bekymre dig om overtræning. Det er ikke belastende for kroppen. Tværtimod: Jo mere, jo bedre!

Læs mere om balancetræning her.

Vejrtrækningsøvelser

Vejrtrækningsøvelser kan du også træne hver dag. Lungerne kan godt klare det. Vi bruger lungerne konstant alligevel. Og vejrtrækningsøvelser handler netop om at optimere lungernes funktion, selvom enkelte øvelser dog kan være fysisk udfordrende over kort tid.

Når det gælder vejrtrækningsøvelser, bør det ikke være noget problem at træne dem hver dag. Men hvis du bliver træt er det selvfølgelig klogt at holde en pause.

Find inspiration til vejrtrækningsøvelser lige her!

Konklusion

Hvor mange gange om ugen skal man træne? Det handler i høj grad om dit eget motionsniveau, samt hvilken disciplin du træner. Det er helt anderledes at styrketræne end det er at konditionstræne. Og sådan er der så meget.

Generelt er det fint at træne mindst hver anden dag, og når du er i form kan du sagtens træne hver dag, så længe du har en hviledag indimellem. Mærk altid efter i kroppen, og hold pause når du er udmattet eller øm. Det er som regel den bedste vej frem – vi kender altid os selv bedst, og egne erfaringer er altid bedre end generelle anbefalinger.