Træningsrutinen har det med at blive brudt, når vi tager ud at rejse. Det er ikke det store problem, hvis der er tale om en kort ferie, men på en lang rejse bør du overveje at holde formen ved lige – i hvert fald en lille smule. Her får du nogle tips til at holde dig i form, mens du rejser. Uanset hvor i verden du befinder dig.
Hvorfor overhovedet træne på rejsen?
Det er selvfølgelig helt fint at tage en pause fra træningen og nyde en ferie. Ingen tvivl om det. Der skal også være plads til hygge og afslapning, og selv som stor træningstilhænger kan man sagtens tage lidt tid væk fra træningen engang imellem.
Men hvis en god form er din absolutte førsteprioritet, så er det alligevel smart at lave lidt øvelser på ferien. Det behøver hverken være tidskrævende eller svært. En lille indsats kan gøre en stor forskel. Og hvis du gerne vil træne lidt på rejsen, kan du få nogle simple tips her.
Fokus på kropsvægtsøvelser
Du kan lave kropsvægtsøvelser overalt. Det gør dem oplagte at udøve på ferien, og der er mange fine øvelser at vælge imellem.
Armbøjninger er nok den bedste af slagsen. På den måde kan du træne brystmusklerne, skuldrene og dine triceps. Armbøjninger giver ikke gigantisk vækst, men der er lidt at hente. Og øvelsen er bestemt god nok til at holde dine muskler ved lige, mens du venter på at kunne træne i center igen.
Planken er en god øvelse for din core og bør bestemt inddrages. Et sæt hver dag (eller bare hver anden dag), hvor du holder planken så længe som du kan, vil gøre en rigtig fin forskel. Mavebøjninger er også en mulighed, hvis du vil sætte et særligt fokus på mavemusklerne. Det behøver som sagt ikke at være tidskrævende: Et enkelt sæt hvor du tager så mange som muligt er helt fint!
Squat med din kropsvægt er en fin form for bentræning. Det er vigtigt at få et højt antal reps her, da du ikke har en vægt med dig i øvelsen. Men når så det er sagt – så kan squats sagtens holde dine ben ved lige, også selvom et bare er med din kropsvægt. Tilføj gerne lunges, også er du godt på vej!
Hvis du kan finde en pull-up bar eller en form for stang et sted, bliver det også muligt at lave kropshævninger. Det er en af de mest effektive fitnessøvelser overhovedet, og det vil gøre en kæmpe forskel, hvis du kan lave denne øvelse på rejsen.
Ellers kan du selv medbringe lidt simpel udstyr. Som for eksempel en håndtræner, der træner grebet – og desuden håndledet. Vejer ingenting og er nem at have med rundt!
Medbring træningselastik
Et sæt træningselastikker fylder og vejer næsten intet. Samtidig er det noget udstyr, der giver dig mulighed for at træne det meste af kroppen på en ganske solid måde.
Derfor anbefaler vi klart at medbringe nogle elastikker, hvis du er ambitiøs omkring dine træningsmål.
Tjek for eksempel disse elastikker fra Billig-Fitness.
Find fitnesscenter i udlandet
Der er efterhånden fitnesscentre overalt i verden. Derfor bør det ikke blive noget problem at finde ét.
Mange fitnesscentre har endagsbilletter og her kan du købe dig ind til en træning. I udlandet er det som regel også billigere at træne i fitness end det er i Danmark. Nogle centre lader dig endda få en gratis prøvetræning, og det kan være værd at udnytte hvis du befinder dig i en udenlandsk storby.
Sagen er bare den, at hvis du skal frem og tilbage i fitness og lave dine øvelser der, så kommer det til at tage lidt længere tid end kropsvægtsøvelser på hotellet. Det er samtidig vigtigt, at du har tid nok til rejsen, og at der ikke kommer noget i vejen for dette. Så det handler i høj grad om hvor meget du prioriterer træningen: Men den endelige pointe er, at du sagtens kan finde et center, hvis du har lyst til det.
Husk også kosten
Ja, det er en ferie, og ja den skal nydes. Gode restaurantbesøg er typisk en del af en god ferie, og det samme er lidt flere snacks end normalt. Måske også lidt at drikke, alt efter ferietypen.
Men når det så er sagt, er det heller ikke svært at tilføje lidt sunde ting. Du kan sagtens starte dagen med rugbrød eller havregryn, også selvom du er på ferie. Også er der måske plads til lidt mere nydelse bagefter.
I stedet for at drikke sodavand kan du også drikke juice. Friskpresset juice med eksotiske frugter i udlandet er bestemt ikke dårligt. Og sådan er der så meget.
En daglig vitaminpille er måske ikke et dumt valg. Du kan også sagtens medbringe proteinpulver eller kreatin med på ferien.
Flere tips til fitness på rejsen
Hvis du har flere gode tips eller forslag: Skriv i kommentarfeltet. Vi læser gerne tips fra andre, og måske kan dine tanker være gavnlige for andre brugere på sitet. God rejse og god træning!