Hjemmelavet juice smager fantastisk, og det er en af de absolut bedste måder at styrke helbredet på. Hvis du mangler inspiration til lækre juice opskrifter, så finder du en god håndfuld her. Vi har nemlig samlet alle vores favoritter i denne artikel!

Brug den lille menu herunder for at klikke dig videre til hver enkelt opskrift. Det fungerer også at rulle ned med musen. Hvis du mangler en juicemaskine, anbefaler vi Sandstrøms Slow Juicer, som du kan købe hos Elgiganten. For mere inspiration kan du også læse vores fulde guide til køb af juicer.

Gulerodsjuice med æble og ingefær

Den bedste begynderopskrift, da denne juice er velsmagende og nem at lave. Samtidig kræves blot tre ingredienser. Hvis du har børn, og du vil overtale dem til at drikke juice, så kan du passende starte med at servere denne. Næsten alle kan lide denne juice opskrift!

  • 1 kg gulerødder
  • 3-4 æbler
  • Et stykke ingefær på størrelse med tommelfingerens yderste led

Bland ingredienserne sammen i juiceren og servér. Hverken gulerødder eller æbler bør skrælles – men skær enderne af gulerødderne, og fjern stilken og kernerne fra æblet først. Juicen får en gylden farve, der er umådeligt tiltrækkende. Samtidig holder den længere i køleskabet end de fleste andre juices, takket være det stærke antioxidantindhold i ingefæren.

Hjemmelavet appelsinjuice

Hjemmelavet appelsinjuice lyder nemt, og det er det også. Vi kan dog godt lide appelsinjuicen med en strejf af ingefær. Ikke ret meget – blot en lille smule.

Det er en simpel, men meget udbredt og populær juice opskrift:

  • 1 kg appelsiner
  • 1 lille stykke ingefær

Du får meget juice ud af appelsiner, og denne juice er især god til morgenmaden eller til frokosten.

Vandmelonsjuice

Den mest simple opskrift af dem alle. Du skal nemlig kun bruge vandmelon her.

Du får rigtigt meget juice ud af en vandmelon – helt op til 90%. Så selvom vandmeloner kan være forholdsvis dyre, får du altså meget juice for pengene.

Vandmelonjuice er ekstremt sundt, da vandmeloner har store mængder A- og C-vitamin, samt flere sunde aminosyrer og antioxidanter.

Kernerne kan sagtens ryge med i juiceren – som udgangspunkt vil de blive sorterede automatisk.

Hvis du køber en økologisk vandmelon, behøver du ikke at tage den tykke skræl af – den kan nemlig også juices. Men hvis det er en almindelig vandmelon, som ikke er økologisk, bør du fjerne skrællen og kun bruge selve frugtkødet. Det hvide frugtkød nær skrællen bør bruges i alle tilfælde. Det er her, at de fleste næringsstoffer ligger gemt.

Vandmelonjuice kan opbevares i en flaske og holde 2-3 dage i køleskabet eller op til 16 timer på farten.

En alternativ opskrift for at gøre juicen sundere:

  • 1 vandmelon
  • 250 gram spinat
  • 500 ml kokosvand (tilsættes efter de andre ingredienser har været igennem juiceren)

Honningmelonsjuice

Præcis som med vandmelonsjuice er honningmelonsjuice en juice der smager enormt godt for sig selv – helt uden andre tilsætninger.

Du kan altså nøjes med et købe en honningmelon, skære skrellen af, og komme frugtkødet i juiceren.

Honningmeloner har dog meget sukker i sig – derfor kan du overveje at tilsætte noget grønt. En håndfuld spinat eller lidt grønkål går et langt stykke vej, og ingredienserne smager faktisk ikke så dårligt sammen. Det er værd at overveje!

Ananas med grønkål

Denne juice er kendt for sine gode evner til at styrke knogler og led. Det skyldes det gigantiske mineralindhold i grønkål, de unikke aktive stoffer i ananas, samt vitaminerne i det hele taget.

Det er formentligt den sundeste juice opskrift i hele artiklen. Du får også relativt meget juice for pengene, da ananas giver meget juice, og da du kan købe en stor ananas til fornuftige penge. Grønkål er dyrt i forhold til mængden du får, men så er det heldigt, at grønkål har utroligt mange næringsstoffer i sig.

Her er ingredienserne:

  • 1 ananas
  • 300 gram grønkål

Begge ting ryger direkte i juiceren. Du behøver ikke andet, men hvis du har lyst, kan du sagtens eksperimentere med at tilsætte flere ting. Et æble skader for eksempel aldrig. Ingefær kan også passe ganske udmærket.

Smagsmæssigt kan det måske være lidt vanskeligt at få denne juice ned, da den desværre ikke er lige så velsmagende som de mange andre juice opskrifter vi har nævnt her. Men forhåbentligt opvejer sundhedsfordelene alt det negative, således at du indimellem får lyst til at lave denne juice alligevel.

Pære med spinat

Pærejuice smager overraskende godt, og kan faktisk fungere fint for sig selv uden andre ingredienser. Vi kan dog godt lide at gode vores juices endnu sundere, og denne super simple opskrift er både velsmagende og sund.

Du skal bruge:

  • 4 pærer
  • 150 gram spinat

Skær pæren ud først. Tilsæt skiftevis en stykke pære og lidt spinat – på den måde får juicemaskinen det meste ud af spinaten.

Juicen med pære og spinat er rig på mange vitaminer og mineraler. Den er rigtig god at drikke om eftermiddagen.

Ingefær & gurkemeje

Ingefær og gurkemeje skal begge tilsættes i ganske små mængder her, men det er alligevel disse to ingredienser, der stjæler al smagen. Denne juice er stærk, så det er kun nødvendigt at drikke små mængder. Til gengæld er den enorm sund, og den holder forholdsvis længe i køleskabet.

Ingredienserne er:

  • Et stykke ingefær på størrelse med en hel finger
  • Samme mængde gurkemeje som ingefær
  • 3 æbler
  • 1 citron (økologisk og med skræl)

Du får en udmærket mængde juice ud af opskriften, men du bør kun drikke små mængder af gangen. Du kan opdele mængden over 2-3 dage og drikke hver morgen.

Læs i øvrigt om fordelene ved ingefærshots lige her. Det har vi nemlig tidligere skrevet en artikel om.

Beet & Berries

Denne juice har til formål at kombinere rødbede med forskellige bær. Det giver en flot lilla farve. Den kan også blive pink eller mørkerød, hvis du justerer lidt på mængden af bær. Der er altså fine muligheder for at modificere opskriften efter egne præferencer.

I sin originale form smager beet & berries eminent. Der er også mange gode næringsstoffer – især når vi taler om antioxidanter.

Du skal både bruge en juicer og en blender til denne opskrift. Det skyldes, at bær er bedst i blenderen.

Her er ingredienslisten:

  • 2 rødbeder
  • 2 æbler
  • 1 pakke blåbær (125 gram)
  • 100 gram hindbær eller jordbær efter eget valg
  • 100 ml vand

Først juicer du rødbederne og æblerne. Dernæst hælder du rødbede-æblejuicen ned i blenderen og kombinerer med bærene. Tilføj i øvrigt lidt vand – 100 ml er typisk fint. Det blender du sammen i et halvt minuts tid, og til sidst står du med en ganske unik og enormt velsmagende drink!

Klassisk grøn juice

Grønne juices har tradition for at være de sundeste. Det argument kan du fortsætte med at lave, efter du har prøvet denne juice – den er nemlig helt enormt sund. Forvent dog at smagsløgene sættes på prøve første gang. Det er ikke den mest velsmagende juice, men man vænner sig til det, og sundhedsfordelene er så mange, at juicen bør laves uanset.

Den er også kendt som “Green Power Juice” flere steder på nettet.

Her er, hvad du skal bruge:

  • 300 gram grønkål
  • 1-2 kg gulerødder
  • 1-2 agurker
  • 1 grønt æble
  • 1 lime

Juicen tager en stærk grøn farve – du kan faktisk slet ikke se, at der er gulerødder i, men du kan godt smage det. Juster selv mængden af gulerødder og agurk for at komme frem til den mest behagelige smag. Lime gør virkelig en stor forskel. Hvis du køber en økologisk lime, kan du tilsætte den direkte i juicemaskinen uden at skrælle den. Husk dog at vaske den grundigt først, præcis som med enhver anden ingrediens du benytter i dine juice opskrifter.

Denne juice er især rig på A-vitamin, C-vitamin, K-vitamin samt magnesium, jern og kobber.

Favoritten

Til sidst har vi favoritten, som er vores personlige yndlingsjuice. Her skal du både bruge en juicer og en blender. Der er fem ingredienser i alt, og vi kan forsikre dig for, at den smager guddommeligt.

  • 4 store gulerødder
  • 1 rødbede
  • 1 æble
  • 1 lille håndfuld spinat
  • 100 gram jordbær

Først juicer du gulerødderne, rødbeden, æblet og spinaten. Herefter tilsætter du denne juice i en blender, hvor du mixer sammen med jordbærene. Det smager vidunderligt og er skide sundt. Hvis du har lyst, kan du gøre det til en lidt tykkere smoothie ved at tilføre flere ingredienser. Det er ikke helt dumt at tilsætte valnødder eller mandler i blenderen – men det er ikke en del af opskriften, blot noget du kan eksperimentere med, hvis du har lyst til det.

Lav dine egne juice opskrifter

Udover at tage inspiration i ovenstående opskrifter kan du også nemt lave dine helt egne.

Juicing er forholdsvis nemt, så du kan altid eksperimenter med det. Find en omgang ingredienser, som du godt kan lide, og lav lidt forskellige opskrifter selv. På et eller andet tidspunkt falder du med sikkerhed over en genial kombination, der smager enormt godt. En anden god idé er at besøge juicebarer og se, hvilke juice opskrifter de bruger i deres mest populære juices.

Det var hermed vores bedste juice opskrifter. Har du flere forslag som du gerne vil dele med andre brugere? Så skriv i kommentarfeltet herunder!