De fleste sportsgrene kræver en god fysik, men det varierer alligevel meget, hvor hårdt det er at dyrke sport. Hvis du leder efter en super svær sport, der virkelig kan få dig i gang, eller hvis du bare er nysgerrig omkring hvad der egentlig er hårdest, så læs med her. Vi bringer nemlig en liste over de fysisk hårdeste sportsgrene i verden.
Det er værd at nævne, at artiklen er lavet på grundlæggende research, men at vurderingen i sidste ende er subjektiv. Sådan er det, da sportsgrene generelt er svære at sammenligne med hinanden via data og facts, og da konklusionen afhænger af forskellige faktorer – sjældent bare én. Ikke desto mindre kommer vores bud på de hårdeste sportsgrene herunder.
Boksning
De fleste kan blive enige om, at boksning er en særdeles hård sportsgren, som både kræver udholdenhed, styrke, koncentration – og selvfølgelig at man som udøver kan håndtere smerte.
Boksere befinder sig i ringen i forholdsvis lange perioder, hvis der ikke kommer en knockout. Og det er ekstremt hårdt. Udholdenhed skal være helt på plads, og det er derfor, at boksetrænere typisk stiller som det første krav til nye medlemmer, at de skal kunne løbe 10 kilometer uden problemer.
Men styrken skal også være på plads. Man skal kunne slå hårdt, og man skal have noget muskelmasse, der kan absorbere slagene mod én. Dernæst har vi teknikken som kræver mange timers træning at få på plads.
Boksning er desværre også en sport, der giver mange fysiske mén. Boksere lider typisk af mange hjernerystelser i løbet af karrieren. Det skyldes mange gentagende slag, hvilket er utroligt svært at undgå. Synet og hørelsen kan også forværres, hvis man modtager slag på øjne og ører. Der er således mange risici forbundet med boksning, og man skal være en hård nyser for at blive professionel.
Derfor står det forholdsvis klart, at boksning er den hårdeste sportsgren i verden – i hvert fald hvis vi fokuserer på mainstream sportsgrene.
MMA
MMA rangerer lige efter boksning, og det giver selvfølgelig god mening, da det er endnu en fysisk sport, hvor man kæmper direkte mod en anden udøver med selve kroppen og helbredet på spil.
LÆS DESUDEN: Udstyr til MMA – det skal du bruge
Grunden til, at MMA ikke er nummer et, er simpelthen fordi runderne holdes kortere i MMA sammenlignet med boksning. Da man i MMA også kan sparke og bryde, kommer der generelt hurtigere knockouts, hvilket betyder at man ikke tager nær så mange gentagende slag i hovedet, som man gør i boksning.
Men MMA er stadig ekstremt hårdt. Det er fysisk, og man skal være i absolut topform for at kunne udøve det på højt niveau. Teknikken er vigtig, og man skal bruge længere tid på at lære teknikken i MMA end i boksning. I MMA kombinerer man teknikker fra alle de mest effektive kampsporte, og det tager lang tid at lære. Mange specialiserer sig, men det er dog nødvendigt at lære teknikker fra adskillige discipliner – ellers vinder man sjældent.
Amerikansk fodbold
Amerikansk fodbold er også ekstremt hårdt, men det afhænger dog af positionen.
Hvis man er quarterback, kicker eller punter, så er det ikke overdrevet hårdt. På disse positioner har man primært tekniske roller og man er beskyttet af stærke linjefolk. Det kræver stadig træning, men med større fokus på teknik end på det fysiske.
Men for en runningback, linebacker eller linjemand (uanset om det er offensiv eller defensiv linje), så er amerikansk fodbold ultra hårdt og ultra fysisk.
LÆS DESUDEN: Amerikansk fodbold regler
Man skal være stærk, hurtig og desuden forholdsvis udholdende. I amerikansk fodbold kommer man til at ramme andre spillere i høj fart, hvilket naturligvis gør det intensivt.
Derfor er skader udbredte. I løbet af en hel sæson kommer næsten alle amerikanske fodboldspillere til at mærke en skade af den ene eller anden art. Nogle skader er mere seriøse end andre. Men amerikansk fodbold deler det problem, som der også er i boksning, hvor udøvere på sigt døjer med hjerneskader som følge af gentagende hårde slag på hoved og krop.
For at udøve amerikansk fodbold skal man altså virkelig være hård, og det er en sport, der kræver noget helt særligt på det fysiske plan. Man skal nærmest på forhånd acceptere, at det nok bliver skadende for kroppen, og at man har et par operationer foran sig. Men sjovt, det er det.
Et alternativ til amerikansk fodbold, som er mindre hårdt og mere sikkert, er det såkaldte flag football.
Rugby
Vi kan gentage mange af de samme ting, som blev nævnt i amerikansk fodbold. De to sportsgrene er ikke helt magen til hinanden – der er forskel på positioner og spillets opbygning – men grundlæggende er sværhedsgraden ret lig med hinanden.
I rugby er der dog den tilføjelse, at man har mindre beskyttelsesudstyr end i amerikansk fodbold, så det gør faktisk, at der er endnu større risiko for fysiske skader.
Dog er rugby en sport, som er lidt mere tilgængelig end amerikansk fodbold. Man bruger generelt mindre tid på teknik, og med hensyn til fysikken ser vi sjældent nær så ekstreme fysikker som vi ser i amerikansk fodbold. Rugbyspillere er ofte mentalt hårdere end amerikanske fodboldspillere, men teknisk og taktisk kræver amerikansk fodbold mere tid og øvelse.
Cykling
Cykling handler mest af alt om udholdenhed. Udøvere skal kunne cykle hundredvis kilometer flere dage i træk, indimellem i dårligt vejr og ofte i stærkt udfordrende terræn.
Derfor er der ingen tvivl om, at det er en hård sportsgren, hvor udøverne skal respekteres for bare at deltage. Det kræver nemlig noget særligt. Især for hjælperyttere, der sjældent har mulighed for at vinde, men som fra start skal være indstillede på bare at lide for kaptajnen.
LÆS DESUDEN: Fordele ved at cykle
Udover den generelle udholdenhed skal man i cykling også have benstyrke, og man skal specialisere sig i særlige opgaver. Det kræver taktisk overblik og snilde undervejs. Der skal restitueres hurtigt, da cykling ofte byder på hårde opgaver dag efter dag. Risikoen for styrt med høj hastighed gør også cykling lidt småfarligt. Men selv hvis vi bare kigger på, hvad der er nødvendigt for at blive professionel cykelrytter, så er det uden tvivl en af de fysisk hårdeste sportsgrene i verden.
Ishockey
Ishockey er en anden hård sportsgren. Først og fremmest skal man arbejde på teknikken i årevis. Derudover foregår det under kølige omstændigheder, og spillet kan være særdeles aggressivt. Slagsmål opstår ofte, det er nærmest en kulturel del af sporten. Derfor er ishockey ikke et oplagt valg, hvis man er svans.
Der kræves både en fornuftig udholdenhed samt god styrke i ben, arme og core. Det tager lang tid at blive god til ishockey, og det kræver et særligt talent og en særlig mentalitet.
Tennis
Tennis handler mest om udholdenhed og armstyrke. Men også koncentration undervejs. Tennis er hårdt, fordi en kamp kan trække ud og tage lang tid. Desuden kan der være kampe med meget lidt tid imellem, hvilket betyder, at tennisspillere skal kunne restituere hurtigt og effektivt. Der foregår også en mental kamp mellem spillerne, så man skal have hovedet på det rette sted. Sporten kræver desuden, at man rejser ofte, og dermed skal vænne sig til forskellige tidszoner og klimaer.
Fodbold
I fodbold kommer udholdenheden også i fokus.
En kamp på 90 minutter er hårdere, end man skulle tro. Mange spillere ender med at løbe over 10 kilometer på en kamp, og det kan faktisk være ret udmattende.
Derudover er fodbold et spil, der er moderat fysisk, og hvor der ofte er nærkontakt mellem spillere, især ved driblinger og dødbolde.
En fodboldspiller skal altså være i særdeles god form. Især de professionelle, som ofte ender med at spille over 40 kampe om året – nogle gange flere – og som samtidig skal træne nok til, at de er bedre end konkurrenterne.
Som fodboldspiller skal man nemlig både have god teknik med bolden, men samtidig kunne sprinte, dække fysisk op, og holde overblik. Skader er udbredte, men heldigvis er det næsten aldrig alvorlige og livstruende skader.
Motorsport
Motorsport er en sport, som de fleste mennesker ikke kommer i nærheden af. Det skyldes nemlig den økonomiske barriere der er i sporten.
Det lyder måske ikke særligt krævende at køre bil mod andre. Men det er det faktisk – når altså vi kommer op i de helt store klasser inden for motorsport.
De fleste Formel 1 kørere begynder ved at køre go-karts i deres helt tidlige år. Teknikken finpudses gennem årene, og det kræver arbejde.
Kørere skal have god udholdenhed, da det typisk er varmt i bilen, og da de fleste motorsportsløb kræver tid. Man skal også kunne holde fokus og koncentration ved lige, mens man udsættes for ekstrem G-påvirkning ved nedbremsninger og i sving.
En Formel 1-kører taber sig typisk 2-3 kg på et løb, da man simpelthen sveder så meget.
Det er heller ikke nødvendigt at nævne, at der findes langdistanceløb inden for motorsport – fx Le Mans – som sætter yderligere krav til fysik, indsats, forberedelse og rutine. Man skal kunne køre hurtigt i mørket, man skal køre uden ideel søvn, og der er samtidig teamwork involveret, da en racerkører skal kommunikere med teamkammerater, mekanikere og ingeniører.
Til sidst bør det nævnes, at racerkørere sætter livet på spil. Formel 1 er ganske sikkert nu om dage, men der sker regelmæssigt dødsfald i andre serier. Det er farligt at køre bil med så høje hastigheder, som racerkørere gør.
Langdistanceløb
Langdistanceløb er heller ikke for svage sjæle. Det kræver en fortrinlig kondition at kunne løbe et maraton. Hvis du samtidig løber mod andre i konkurrenceregi, så handler det ikke kun om at fuldføre, men også kom at komme først. Og her er det for alvor, at det bliver krævende at være løber.
Som løber skal man træne konditionen op over længere tid. Samtidig skal man være ordentligt forberedt mentalt, og man skal have en strategi for sit løb. Det er ikke nemt – langdistanceløb kræver masser af træning, samt en god psyke.
——————–
Det var hermed et bud på de fysisk hårdeste sportsgrene i verden. Hvis du vil udfordre dig selv, så er det ikke dumt at prøve én eller flere af disse sportsgrene. Men vær forberedt på den fysiske indsats det kræver, samt nogle af de risici der er forbundet ved at dyrke hårde sportsgrene.
Mangler du råd til at komme i form? Så læs nogle af vores andre artikler her på Superform!