Bumser er særdeles irriterende. Mange danskere har endda kroniske problemer med akne, og det kan få konsekvenser for selvtilliden. Men der er flere forskellige metoder, der kan tages i brug mod akne. Nogle er bedre end andre, men når flere af dem kombineres, så resulterer det som regel i en forholdsvis effektiv aknebekæmpelse.

Hvis du ønsker at fjerne dine bumser og modvirke fremtidige bumser, så læs med her. Vi giver 10 tips til at slippe af med dem, og som bonus får du også lidt tips til at fjerne ar fra tidligere bumser.

1. Ryd op i kosten: Undgå mælkeprodukter

Vi starter med det absolut vigtigste punkt: Kosten.

Det er vigtigt, at du følger en god kost, hvis du vil slippe af med et problem som akne. Det betyder, at du helst bør spise sundt og undgå for mange usunde fødevarer.

Men ikke nok med det: Der er også madvarer, der normalt betragtes for sunde, som dog kan give bumser/akne. Mælk er den største synder, og der er en rigtig høj chance for, at du kan minimere dine bumser, hvis du stopper helt med at drikke mælk og spise mælkeprodukter.

Mælkeprodukter inkluderer for eksempel:

  • Mælk
  • Fløde
  • Ost
  • Yoghurt
  • Smør
  • Is

Der er ingen garanti for, at mælkestop vil have en effekt, men mælkeprodukter er årsag til akne for rigtigt mange mennesker. Det er altså værd at prøve denne kostændring, for hvem ved om det løser problemet. Vi har tidligere set eksempler, hvor akne blev minimeret med mere end 90% ved denne ene ændring i kosten.

2. Undgå også for meget sukker

Sukker er en anden synder. Den er ikke lige så slem som mælkeprodukter typisk er, men sukker er generelt skidt for helbredet, og det hjælper bestemt heller ikke til, når du prøver at slippe af med akne.

Det kan altså være en udmærket idé at minimere indtaget af sukker. Sukker fra naturlige kilder i form af fruktose er som regel OK – for eksempel er det stadig sundt at spise et æble eller en banan. Men sukker fra kager, slik og sodavand er nok bedst at fjerne fra kosten, hvis du er i gang med at bekæmpe dine bumser.

Der er desuden mange skjulte kilder, hvor sukker ofte optræder. For eksempel i brød, sovs, morgenmadsprodukter, tilbehør til mad (fx ketchup), nogle alkoholiske drikke, og så videre. Hermed ikke sagt at man bør holde sig helt fra disse, men det er blot værd at være opmærksom på. Det er nemlig nogle sukkerkilder, som vi normalt ikke tænker så meget over.

3. Brug essentielle olier mod bumser

Essentielle olier, også kendt som æteriske olier, er koncentrerede planteolier. De udvindes fra visse planter, og de indeholder de absolut vigtigste næringsstoffer i planterne. Derfor er de særdeles stærke, og de bruges til alt fra medicinske formål til helt almindelig hud- og hårpleje. De tilsættes også til parfumer, og i mindre mængder i rengøringsprodukter.

I mad- og drikkevarer kan nogle essentielle olier bruges i små mængder. For eksempel i den kendte sodavand Fanta, hvor der anvendes citronolie: Eller i bolsjer, hvor der som regel bruges en lang række forskellige æteriske olier.

Mod bumser er der flere typer af essentielle olier, der viser gode effekter. Heriblandt:

  • Lavendelolie
  • Tea tree olie
  • Rosmarinolie
  • Cedertræolie
  • Timianolie

De virker, da de har anti-bakterielle egenskaber, og er i stand til at rense huden. Derudover har de masser af næringsstoffer i sig – flere af dem indeholder for eksempel Vitamin C – og det hjælper også.

Essentielle olier må aldrig benyttes direkte på huden, da de er for stærke. De skal altså først fortyndes. Det kan gøres ved at blande med vand eller med en vegetabilsk olie (som fx olivenolie, arganolie, mandelole, ricinusolie, jojobaolie eller kokosolie). Fortynd i et størrelsesforhold, hvor den essentielle olie skal udgøre omkring 1-3%. Lavendelolie er en undtagelse, da den er mere mild, og må gerne udgøre mellem 5-10% i stedet. Men husk altid at fortynde en essentiel olie inden brug, da det kan have den modsatte effekt og irritere huden, hvis du benytter for meget.

Læs vores komplette artikel om essentielle olier her.

4. Stop akne med medicinske produkter

Dette er ikke et punkt, vi vil komme alt for meget ind på, da vi ikke er eksperter i medicin. Men der er åbenlyst et par medicinske produkter, som benyttes mod akne, og indimellem med succes.

Vi vil hverken tale for eller imod, men et af de mest populære produkter på det danske marked er benzoylperoxid, som kan købes på apoteket. Det er en salve, der smøres på bumserne. Huden har det med at tørre helt ud ved brug af produktet, men omvendt har det også vist sig at have udmærket effekt mod akne.

Et andet produkt, som der dog er en masse kontrovers omkring, er accutane. Her er der tale om piller, der skal indtages, og som godt nok har fremragende effekter mod akne (bumserne forsvinder som regel, uden at komme tilbage igen). Det kendte antibiotikum doxycyklin benyttes også nogle gange mod akne. Men disse medicinske produkter kommer med en række potentielle bivirkninger, så vi anbefaler stærkt, at du tænker dig om, inden du går i gang med dem. Tal med egen læge eller en speciallæge i dermatologi og forhør dig om mulighederne – hvis lægen siger god for det, kan man få en recept. Ellers anbefaler vi, at du prøver med nogle mere naturlige metoder først. Som eksempelvis med essentielle olier, nævnt i punkt nummer 3.

5. Dyrk motion og lad huden ånde

Motion er vigtigt for vores velvære – fysisk såvel som mentalt.

Når kroppen er i form, er den bedre i stand til at håndtere diverse problemer. Akne er et af dem, og der er ingen tvivl om, at kroppen har godt af regelmæssig motion. Især hvis det er udendørs, da det giver huden mulighed for at få masser af frisk luft tilført. Ilt er trods alt et af de bedste midler, der overhovedet eksisterer.

Samtidig kan det også være positivt, når huden får lov at svede. Det er en måde at få alle affaldsstofferne ud på, og du kan selv starte denne proces ved at dyrke mere motion. Det er selvfølgelig vigtigt, at du går i bad og vasker dig efter du har udøvet motion og svedt. Men hele denne proces er ret velfungerende mod bumser, og bestemt med til at styrke huden.

Hvis du har brug for tips til at dyrke motion, så kig endelig rundt her på Superform.dk, hvor vi har masser af artikler oppe om fitness og sport. Det er faktisk sidens egentlige hovedtema, hvorfor der er masser af god inspiration at finde.

6. Gå i bad regelmæssigt

Nævnt kort i punkt 5, men med brug for lidt uddybelse her.

Det er vigtigt at huden holdes ren. Ellers begynder bakterier hurtigt at brede sig, og det kan føre til flere bumser, hvis du er uheldig.

Du bør altså gå i bad regelmæssigt. 1 gang om dagen er nok det mest ideelle og det mest normale. Vi vil samtidig ikke anbefale mere end dette, da huden også skal have lov at være tør. Hvis den vaskes for ofte, kan nogle af de naturlige olier, som huden producerer, risikere at forsvinde helt. Derfor sigter vi efter at rengøre huden regelmæssigt, uden at det dog bliver for meget. Ét bad om dagen er perfekt for de fleste – så sigt efter det. Korte bade er som regel bedre end lange bade (mindre vandforbrug, godt for miljøet, godt for tegnebogen), og kolde bade har overraskende gode effekter mod urenheder i huden.

7. Fjern bumser med ler

Vi nævnte i begyndelsen de essentielle olier som naturligt middel mod akne. Du kan dog også fjerne bumser med andre naturlige produkter, som for eksempel ler. Og her er der ikke tale om almindeligt ler – tværtimod. Der er tale om specifikke lerprodukter, som har unikke egenskaber, der er velfungerende mod bumser.

Tjek for eksempel det marokkanske rasul ler. Tjek også gult ler og grønt ler – begge lerprodukter, der kommer fra undergrunden, og som har en stærk profil af mineraler, der er i stand til at rengøre huden.

Behandling med ler kan udføres 1-2 gange om ugen i form af en ansigtsmaske, hvor leret typisk er blandet med varmt vand. Hvis du har akne på ryggen, brystet, eller et andet sted, så kan leret også påføres på dette område.

Fordelene er, at det virker ganske fornuftigt mod akne, og at det er godt for huden helt generelt. Desuden er det helt uden bivirkninger, da ler er naturligt og ikke indeholder nogle allergener.

8. Skift pudebetræk hver uge

Mange af de bakterier, der sidder i huden, har tid til at arbejde om natten. Her ligger du som regel nogenlunde stille, og huden vaskes slet ikke, mens du sover.

Du kender sikkert allerede til det problem, at hvis du har én bums, så kommer der som regel et par stykker mere lige efter. Det vil vi helst undgå!

Fjern bumser ved at skifte dit pudebetræk indimellem. De fleste udskifter dem for sjældent, så her kan der ske en forbedring. For at undgå flere bumser og fremtidige akneproblemer, så skift dit pudebetræk hver uge og vask det gamle. Mange bakterier kan samle sig på pudebetrækket, og det er en kilde til bumser. Sørg derfor for, at det er rent det meste af tiden.

9. Undgå at prikke bumserne ud

Det kan være lidt smådumt at prikke bumserne ud. Umiddelbart virker det som en god idé – bumsen forsvinder, og dermed ét skridt frem i forhold til planen om at være bumsefri. Og nogle synes endda det er sjovt at prikke bumser ud. Oftest anbefales det sågar af visse personer. Men faktisk er det ikke den bedste idé.

Ved at prikke bumserne ud tilskynder du nemlig hudens naturlige helingsproces. Dertil kan der komme væske ud fra den bums, du prikkede i, og hvis dette ikke rengøres ordentligt, kan det føre til nye bumser samme sted og i nærheden.

Det største problem ved at prikke bumser ud er at det kan føre til ar.

Ar i huden er et mere langsigtet problem, da det tager en evighed for huden at reparere. Nogle ar fra bumser forsvinder naturligt, men ikke lige med det samme – ofte går der mellem 10 og 20 år. Det handler altså i høj grad om at undgå at få ar fra bumser. Det er muligt at behandle ar, så de forsvinder lidt hurtigere end ellers, men det er stadig bedst at undgå dem fra start.

Derfor anbefaler vi, at du ikke prikker dine bumser ud, men at du bruger et par hjælpemidler og altså lader huden arbejde selv. Det er den bedste kur mod akne.

10. Få noget solskin

Din hud har brug for at få solskin. Det er sådan, vi danner Vitamin D – et vitamin, der faktisk er meget mere end bare et vitamin. I realiteten er det et hormon, og det er absolut nødvendigt for vores velvære. Samtidig har huden generelt godt af at få lidt sol, så længe vi ikke overdriver. Der er masser af energi i sollys, og det kan vi lige så godt udnytte.

Da bumser er mest hyppige i ansigtet, er det her, vi skal fokusere på at få lidt sol. En gåtur hver dag er en god idé. Det får de fleste af os naturligt, men hvis ikke, så begynd at tilbringe lidt mere tid udendørs.

Du behøver ikke at tilbringe enorme mængder tid udendørs. Men gå en tur, hver gang solen er fremme. 15-20 minutter er helt fint – ja, det er måske endda ideelt.

Pas på med solen om sommeren, og lad ikke huden blive ramt af solstrålerne i flere timer i træk. Men lidt tid her og der giver fantastiske resultater, så sørg for at få lidt solskin i hverdagen, også vil det formentligt have rigtigt gavnlige resultater mod bumser og akne.

Hvor hurtigt kan akne fjernes?

Akne fjernes ikke fra en dag til den anden. En enkelt bums kan behandles ret hurtigt, men hvis du virkelig har problemer med bumser, så tager det måske lidt tid at løse det overordnede problem.

Hvis du følger rådene i denne artikel, er det ikke sikkert, at du ser nogen forskel når du står op i morgen. Men om en uge vil der nok være en lille forskel, og om en måned vil der sandsynligvis være en klar forskel. Efter flere måneder kan det være, at problemet så er helt forsvundet.

Det er vigtigt at have tålmodighed, når du prøver at fjerne bumser, og du bør ikke lade dig stresse, hvis der ikke er sket noget de første par dage. Det er en langvarig proces, hvor huden bruger tid på at hele.

Men med de rette metoder, så kan du altså sagtens slippe af med bumser naturligt. Som sagt, giv det en måned med rådene i denne artikel, også er der rigtigt gode chancer for, at du vil se en klar forskel. Flere måneder – ja, så er der chance for, at dine bumser måske er helt væk. Der er kun én måde at finde ud af det på!

Behandling af mærker og ar fra bumser

Når først du har overvundet akne og du ikke får flere nye bumser, så kan der nogle gange være endnu et problem tilbage. Nemlig mærker og ar fra tidligere bumser.

Nogle mærker er synlige de første par uger efter en bums er væk, og de forsvinder som regel hurtigt og naturligt. Men for større ar – særligt i forbindelse med store bumser der er blevet prikket ud – skal du ikke forvente, at disse ar forsvinder foreløbigt.

Men der er et par ting, du kan gøre, for at hjælpe huden med at hele.

Essentielle olier er igen fantastiske at bruge. Tea tree olie og lavendelolie er de bedste af slagsen, så overvej gerne at tage dem i brug. Ved regelmæssig hudpleje med naturlige produkter kan du sagtens gøre en forskel. Det er muligt, at processen fremskyndes, og det kan betyde, at du måske kan fjerne ar på et enkelt år i stedet for ti år.

Konklusion

Ingen ønsker at have bumser, så vi skal helst bekæmpe akne, lige så snart bumserne optræder. Vælg nogle af rådene i denne artikel og prøv at følge dem. Held og lykke med det hele!

Skriv gerne i kommentarfeltet, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til emnet om bumser og akne. Måske har du selv nogle gode råd der kan gives videre til andre?