Hvilket tidspunkt på dagen er bedst at træne på? Her deler vi vores tanker om emnet, og du er velkommen til at dele dine i kommentarfeltet.
Alle har forskellige præferencer, men der er nogle fordele, der går igen, når vi træner på et bestemt tidspunkt af døgnet. I denne artikel vil vi se på fordele og ulemper ved hvert enkelt tidspunkt på dagen, når det relaterer sig til træning.
Træning om morgenen
Træning om morgenen er en god idé på mange forskellige punkter.
Du får det overstået tidligt. Det er en god fordel, hvis du er typen, der lider af motivationsproblemer. Ved at træne sidst på dagen, vil du nogle gange springe træningen over for at tage til fest, hvis du har overarbejde, eller hvis du simpelthen bare ikke har overskuddet til det. Omvendt: Hvis du gør morgentræning til en fast vane, så springer du nok sjældnere over det.
For mænd der styrketræner er der den væsentlige fordel, at testosteronniveauet er højest om morgenen. Det kan give mere fremskridt langsigtet, hvis du træner muskelmassen, når dit testosteron er på sit højeste.
At træne om morgenen er også et tidspunkt, der passer mange. Hvis du har arbejde eller går på et krævende studie, så er det svært at få tid til træning det meste af dagen. Dog kan du altid stå op 45-60 minutter før og få trænet kroppen tidligt.
Det er en glimrende måde at sætte dagen i gang på. Resten af dagen vil du have følelsen af allerede at have opnået noget væsentligt. Det giver momentum og selvtillid for resten af dagen.
Der er dog den ulempe, at du kan blive lidt træt, hvis du har lagt for mange kræfter i morgentræningen. Så hold lidt igen på de dage, hvor du har vigtige planer senere. Også skal du selvfølgelig lidt tidligere op, hvilket kan være en udfordring for nogle.
Træning midt på dagen
Træning til middag byder ikke på nogle fysiologiske fordele, men det er dog en god idé alligevel: Hvis ellers du har tid til det.
De fleste danskere er på arbejde eller på studie midt på dagen. Og det gør det lidt svært at nå ned i træningscenteret. Men hvis du arbejder skæve tider, hvis du er selvstændig og bestemmer egne arbejdstider, eller hvis du pt er uden arbejde eller studie, så er det rigtigt godt at træne til middag.
Fordelen er nemlig, at de fleste fitnesscentre står forholdsvis tomme mellem 11 og 14, og det betyder minimal ventetid på at tage udstyret i brug. Ventetid er sjældent, larm er minimalt, og du har ofte god plads til at træne. En kæmpemæssig fordel, hvis du spørger de fleste.
Træning om eftermiddagen er dog ikke det bedste. Efter klokken 14 begynder folk så småt at dukke op, og lige inden aftensmaden er fitnesscentrene for alvor fulde. Desuden er der ingen store fysiske fordele ved at træne sidst på eftermiddagen, så det giver meget lidt mening – medmindre det selvfølgelig er det tidspunkt, hvor du har bedst tid til at træne. I så fald bør du bare gøre det, uden at tænke ret meget mere over det.
Det er altså lækkert at træne om formiddagen og lige efter middag, da der ikke er ret mange andre der træner på dette tidspunkt. Sidst på eftermiddagen er ikke optimalt, men lad være med at overtænke det hele, hvis det er her, at det passer dig bedst tidsmæssigt. Mød op i fitnesscenteret alligevel og nyd din træning!
Træning om aftenen
Træning om aftenen er faktisk ret godt. Efter klokken 21 begynder folk at blive trætte, og det er lig med masser af plads i de fleste centre.
Samtidig er vores styrke og fysiske formåen helt i top om aftenen. Et perfekt tidspunkt at gå efter nye personlige rekorder, hvis du gerne vil teste din styrke i diverse løft.
Ved at træne om aftenen kan du få alle aggressionerne ud:
Har det været en dårlig dag på jobbet? Træn det ud.
Har du haft et skænderi med din ven, veninde eller kæreste? Træn det ud.
Er du stresset på studiet? Træn det ud.
Du kan få alle aggressionerne ud. Jernet vil altid være der. Løbebåndet vil altid være der. Ved at træne om aftenen vil du altid slutte dagen med at være aktiv, og du vil kunne gå træt i seng og sove uden problemer.
Ulempen er, at træningen lægger sent, og at der kan komme ting i vejen i løbet af dagen. Vi lægger normalt også flere sociale planer om aftenen, sammenlignet med resten af dagen, og det kan potentielt komme i vejen for træningen – ligesom så meget andet. Der er større chancer for, at vi springer over, når vi planlægger at træne om aftenen, i forhold til at blive vant til morgentræning. Men udover det – så er aftenen et glimrende tidspunkt at træne på.
Hvad er det bedste tidspunkt at træne på?
For flest langtidsmæssige styrkeforbedringer er det mest effektivt at træne om morgenen. Tidsmæssigt er det nok også bedst for de fleste, hvis ellers vi kan overkomme at stå tidligt op.
At træne til middag er bedst, hvis du gerne vil undgå en stor menneskemængde. Det er her, at færrest træner. Men der er også en grund til det: De fleste er i skole eller på arbejde.
Om eftermiddagen er generelt et skidt tidspunkt, da centeret begynder at blive fyldt. Præstationsmæssigt er det kun et middelmådigt og ikke et fantastisk tidspunkt.
Hvis du træner om aftenen, vil din styrke ofte være helt i top. Det er altså et perfekt tidspunkt at træne, hvis du vil lave en personlig rekord i styrketræning. Desuden er det træning om aftenen en god måde at få alle de daglige aggressioner rystet af inden sengetid. De fleste fitnesscentre er også forholdsvis tomme efter kl. 21.
Alle tidspunkter har altså deres fordele og ulemper, så det afhænger helt og holdent af, hvad du selv foretrækker.
Objektivt set er der nok flest fordele ved at træne tidligt om morgenen, men forskellen er ikke gigantisk. Træn derfor når du har tid til det.
Det er også en af de store fordele ved at træne derhjemme og ved at have udstyr klart i hjemmet: Der er meget lidt tidspres, du kan tage din daglige træning, når du lige finder 30 minutter til det. Vi har masser af information om hjemmetræning her på siden, så kig gerne omkring. Vi har også guides til træning i fitnesscenter, så du finder lidt af hvert. God fornøjelse!
Kommenter også gerne selv herunder, hvis du har yderligere detaljer at tilføje til artiklen.