Sportsfilm kan være enormt inspirerende. Især hvis du selv dyrker den sportsgren, som filmen handler om. Men også hvis du simpelthen bare leder efter god underholdning.
Vi har samlet en oversigt over de bedste sportsfilm nogensinde lavet. Det er selvfølgelig en subjektiv vurdering, men ikke desto mindre kan listen fungere som god inspiration, hvis du gerne vil se en god sportsfilm. Få overblikket her!
Rocky
År: 1976
Instruktør: John G. Avildsen
Rocky er formentligt den bedste og mest inspirerende sportsfilm til dato. Den første Rocky-film fra 1977 omhandler hobbybokseren Rocky Balboa, der pludselig får muligheden for at kæmpe mod verdensstjernen Apollo Creed i en mesterskabskamp.
Det er en fremragende underdog-fortælling, der både viser karakternes styrker og svagheder.
I alt blev der lavet 6 Rocky-film og de kan alle anbefales. De to Creed-film bygger videre på fortællingen, hvor Stallone igen optræder som Rocky Balboa – denne gang som træner til Creeds søn. Der er siden kommet en tredje Creed-film, hvor karakteren Rocky dog ikke er med.
Raging Bull
År: 1980
Instruktør: Martin Scorsese
Her har vi endnu en boksefilm. Den handler ikke om en bokser på vej frem, men nærmere om en bokser, der er i tilbagegang.
Raging Bull handler om Jake LaMottas liv og er baseret på virkelige hændelser. Det er et kunstnerisk mesterstykke, som er filmet i sort-hvid. Man får hele indsigten i livet som bokser, både det private, det mentale, målet om at få en mesterskabskamp, og alle faldgruberne. Mange er enige om, at rollen som Jake LaMotta er Robert De Niros bedste skuespilspræstation til dato.
The Hustler
År: 1961
Instruktør: Robert Rossen
Denne klassiske pool-film kombinerer sport og kriminalitet på glimrende vis. Paul Newman spiller hovedrollen “Fast” Eddie Felson: En talentfuld poolspiller, som sætter sit talent og sine ambitioner op mod den mere etablerede spiller, der går under dæknavnet Minnesota Fats.
The Hustler er baseret på en bog. Selve filmen anses som en klassiker, og der sættes fokus på effekten ved at tabe såvel som at vinde.
Se også fortsættelsen, The Color of Money.
Rush
År: 2013
Instruktør: Ron Howard
Den første motorsportsfilm på listen.
Rush er en utroligt underholdende fortælling, som faktisk er baseret på virkelige hændelser. Filmen tager udgangspunkt i rivalopgøret mellem Formel 1-kørerne Niki Lauda og James Hunt. De to kørere er begge formidable, men har vidt forskellige personligheder: Lauda er den ambitiøse og seriøse kører, der optimerer sit liv efter at vinde, mens Hunt er en klassisk showmanstype, der gerne vil have det sjovt uden for løbene, og som har det naturlige talent der kræves.
Rivalopgøret mellem de to kørere er i sig selv interessant: Vi får masser af detaljer at se både på og uden for banen. Samtidig viser filmen Rush, hvordan uheld og skæbne kan få stor indflydelse på sportslige resultater såvel som på atleternes liv og sammenhold.
Karate Kid
År: 1984
Instruktør: John G. Avildsen
Karate Kid betragtes af mange som en af de bedste sportsfilm nogensinde. Det er en sand klassiker, og filmen formåede at gøre karate ultra-populært i USA.
Den første Karate Kid handler om teenageren Daniel LaRusso, der flytter til Californien, og som omgående kommer i problemer med den etablerede karatehelt Johnny Lawrence og hans vennegruppe. Efter flere små slagsmål søger Daniel hjælp af karatemesteren Mr. Miyagi, som skal træne Daniel op til den kommende karateturnering, hvor han står overfor Johnny og hans slæng fra Cobra Kai dojo’en.
Der er i alt 3 Karate Kid-film. Senere hen har YouTube produceret en serie, Cobra Kai, der bygger videre på filmene – med mange af de samme roller og skuespillere. En eminent serie, der kan anbefales til alle fans af Karate Kid, samt til alle sportsinteresserede.
Kickboxer
År: 1989
Instruktør: Mark DiSalle, David Worth
Endnu en enormt underholdende kampsportsfilm. Jean-Claude Van Damme spiller hovedrollen som kickboxeren Kurt Sloane, der søger efter hævn mod den kæmper, der gjorde hans bror lam efter en kamp.
Kurt søger hjælp af den kompetente muay thai (thaiboxing) mester, Xian Crow. Xian går med til at træne Kurt, efter han ser hvor motiveret Kurt er.
Kickboxer er en utrolig inspirerende film, da den sætter fokus på hele træningsprocessen, og da der samtidig foregår meget mere end det, vi ser i selve ringen.
The Express
År: 2008
Instruktør: Gary Leder
Amerikansk fodbold er en af de mest populære sportsgrene i verden. Derfor er der også lavet mange film om sporten. Vi mener umiddelbart, at The Express er den bedste af dem.
Her følger vi nemlig college-spilleren Ernie Davis, der viser stort talent som running back, og som bliver en stor stjerne i universitetsrækkerne. Han bliver endda en så stor stjerne, at NFL-holdene ser ham som det største talent overhovedet, men skæbnen spiller selvfølgelig også ind.
The Express er en fortælling om football, såvel som civilrettigheder og kærlighed. Absolut værd at se – uanset om du er til amerikansk fodbold eller ej.
Invincible
År: 2006
Instruktør: Ericson Core
Endnu en film om amerikansk fodbold, som blev ret populær efter udgivelsen. Denne Disney-producerede sportsfilm tager udgangspunkt i virkelige begivenheder: Mark Wahlberg spiller rollen som Vince Papale, der spiller football på gaden med vennerne, men som vælger at møde op til en åben træningssession hos Philadelphia Eagles.
Mod alle forventninger får han en plads på holdet og kommer til at spille under den legendariske træner, Dick Vermeil. Papale er ikke ekspert på angrebet eller på forsvaret, men derimod på special teams, hvor han hurtigt viser sit værd.
Invincible er på mange måder lig med Rocky: Det er en historie om en underdog, der endelig får en chance for at bryde igennem.
Hoosiers
År: 1986
Instruktør: David Anspaugh
Den eneste basketball-film her på listen. Hoosiers har Gene Hackman på rollelisten og omhandler en træner med en blandet fortid, som nu skal træne et basketballhold i Indiana.
Hoosiers er løst baseret på en virkelig historie. Der er mange forskellige temaer i filmen, og den kombinerer på fornuftig vis skolelivet med sportslivet. Samtidig er det en flot film rent visuelt, og alle sportsfans bør sætte sig til at se Hoosiers.
Rounders
År: 1998
Instruktør: Ron Dahl
Er poker en sport? Det er der delte meninger om. Men helt officielt, så betegnes poker faktisk som en sport, og derfor er det ikke udelukket, at der kommer en pokerfilm med på denne liste.
Rounders handler om undergrundspoker. Den kom ud lige inden det store pokerboom i begyndelsen af 00’erne. Matt Damon spiller hovedrollen, og giver sig i kast med poker for at kunne tilbagebetale en stor gæld. Vi hører meget om pokerteori i filmen, og selvom Rounders fik blandede anmeldelser i begyndelsen, betragtes den i dag som en kult-klassiker.
Der er forholdsvis meget spænding, og også en del action. Hvis du er vild med poker eller kortspil, så giver det absolut mening at se filmen Rounders!
—
Er der nogle sportsfilm, som vi har overset, og som du gerne vil anbefale andre læsere at se? Skriv herunder og kom med din anbefaling!