“Frisk luft gør lægen fattig” – det udtryk har du måske hørt før. Man kan argumentere for, at det er en overdrivelse, men alligevel er der måske lidt om snakken. Frisk luft byder nemlig på rigtigt mange fordele for kroppen.
Disse fordele vil vi se nærmere på her. Desuden vil vi forsøge at komme med et bud på, hvor meget frisk luft vi egentlig bør få hver dag.
Fakta om frisk luft
Luften føles på mange måder nærende, og det er blandt andet fordi den indeholder visse gasser og partikler. Mennesker er livsafhængige af ilt, og jo mere ilt vi får ind, jo bedre fungerer kroppen. Det er blandt andet derfor, at atleter trækker vejret igennem en iltmaske, når de er udmattede, og det er derfor, at patienter med vejrtrækningsproblemer også
I udendørsluften er der normalt omkring 20,9% ilt. Men det afhænger meget af stedet – de to største faktorer er forurening og højde. I bjergene er der mindre ilt i luften, og derfor skal man ofte trække vejret dybere. Forurening gør det også sværere at trække vejret, da der er flere giftige partikler i luften – det ser vi især i storbyer og i industriområder.
Udover de omtrent 20,9% ilt, er der omkring 78% kvælstof, 0,9% argon og meget små mængder af andre stoffer – heriblandt 0,037% carbondioxid, også kendt som CO2.
Luften indeholder også damp, men det afhænger igen af det pågældende sted. Vi har både kystklimaer og fastlandsklimaer, hvor det danske er et kystklima.
En stor grund til at vi finder velvære i frisk luft er på grund af negative ioner. Det er på sin vis et vitamin i luften, der er naturligt forekommende på stranden, i skoven og i bjergene. Det forekommer også lige efter tordenvejr, med kolliderende vand, og solskin bringer også negative ioner med sig. Jo mere vi omgiver os med negative ioner, jo bedre har vi det. Det er blandt andet derfor, at det føles godt at være i naturen. Vi har en mere dybdegående artikel om negative ioner som du kan læse her, men ellers skal det handle om de generelle fordele ved frisk luft herunder.
Godt for lungerne
Frisk luft er afsindigt godt for lungerne. Vi har ikke godt af at sidde indendørs, eller at gå rundt i et dårligt klima. Det er vigtigt med frisk luft, for her henter vi næring til lungerne og dermed også til resten af kroppen.
Når du ånder frisk ilt ind i lungerne, får kroppen muligheden for at slippe af med kuldioxid. I stedet for at genbruge den samme luft, som vi gør når vi er indendørs, kan vi ånde ny frisk luft ved hver eneste vejrtrækning. Det er sundt for lungerne, og det giver os overskud.
Lungerne er blandt kroppens vigtigste dele, og uden sunde lunger er det svært at leve et godt liv. Derfor anbefales det også at stimulere lungerne med vejrtrækningsøvelser (læs om de bedste her), men helt almindelig frisk luft er noget af det bedste, du kan gøre for dine lunger og for dit generelle helbred.
Desuden har virusser fx sværere ved at overleve udendørs i frisk luft end de har i et lukket indeklima. Det er én af grundene til, at mange flere mennesker bliver syge i løbet af vintermånederne. Vi tilbringer mere tid indendørs, hvor ventilationen måske ikke er fremragende, og det får konsekvenser for vores immunforsvar. Det er altså ikke kun om sommeren, at vi bør komme uden for og trække vejret – det er også om vinteren. Et åbent vindue i nogle minutter hver morgen og hver aften er også en glimrende idé, men mere om det senere.
Et nemt humørboost
De negative ioner i luften giver som regel et godt humør. På få minutter kan vi få det mentalt bedre – simpelthen bare ved at tilbringe tid i naturen. Det skal selvfølgelig være et sted, hvor der rent faktisk er natur og frisk luft. Hvis du bor i storbyen, kan det give god mening at tage lidt udenfor, i hvert fald en gang imellem.
Men selv hvis du bor midt i byen kan du få et humørboost af at tilbringe tid udendørs. Sammen med frisk luft får du som regel også solskin, når du træder udenfor.
Solskin har direkte indflydelse på vores humør. Det hjælper os først og fremmest med at producere D-vitamin, hvilket formentligt er det vigtigste vitamin af dem alle. Men der er mange ting, der gør, at solskin er sundt – selvom vi selvfølgelig aldrig skal overdrive med mængden. Solbadning kan ofte være en god idé, så længe det gøres med måde.
Dagslyset – selv hvis det ikke engang er direkte sollys – får vores niveau af serotonin til at stige. Serotonin er et hormon, der gør os glade, og det har vi brug for. Især om vinteren. Derfor er det ikke kun om sommeren, vi skal være udenfor. Ved at dyrke motion kan du holde dig varm alligevel. På den måde kan du også kombinere motion med frisk luft, hvilket jo er fantastisk.
Bare 20-30 minutter under solen hver dag har en rigtig god effekt på humøret. Lav lidt motion udenfor, gå en tur i shorts og t-shirt, eller sæt dig lidt på terrassen eller i haven: Det giver den mængde D-vitamin, du har brug for på en dag, og det løfter humøret gevaldigt!
Kropinstituttet nævner for eksempel, at folk der arbejder udendørs sjældnere bliver ramt af depression om vinteren. Det er et godt eksempel – dermed ikke sagt at vi alle bør arbejde udendørs, men vi bør i hvert fald tilbringe tid under den åbne himmel.
Hvor meget frisk luft skal vi have?
Vi bør absolut forsøge at få frisk luft hver dag. Spørgsmålet er altså hvor meget.
Umiddelbart bør det være tilstrækkeligt at tage en gåtur på mellem en halv og en hel time hver dag. Det kan også være en cykeltur, hvis du foretrækker det. Om sommeren går det typisk helt af sig selv, for her tilbringer vi mere tid udendørs i den friske luft – og bliv endelig ved med det. Hvis du har mulighed for at sidde uden for, når du går på café, og når vejret samtidig er godt, så gør det endelig!
Udover at tilbringe tid udendørs skal vi naturligvis også have frisk luft derhjemme. I Danmark er der næsten ingen, der har aircondition i private hjem, så vi skal lufte ud via vinduerne.
Her anbefales det at lufte ud i 10-15 minutter tidligt på dagen og 10-15 minutter igen sidst på dagen. Hvis det undervejs føles indelukket, eller hvis der er en dårlig lugt i boligen, så luft endelig ud lidt mere. Det giver normalt også god mening at lufte ud i køkkenet efter madlavning.
Konklusion
Frisk luft er enormt sundt. Det er både godt for lungerne og for sindet. Sammen med frisk luft får vi solskin og negative ioner, så det giver generelt god mening at tilbringe mere tid udendørs.